onsdag den 27. januar 2016

sænke slagskibe med de 120 mest almindelige ord

 

Sænke Slagskibe de 120 mest almindelige ord


Kender du spillet sænke slagskibe?
Det er et sjovt spil, hvor det gælder om på skift at skyde hinandens skibe i sænk.

Det har jeg lavet i en udgave med de 120 mest almindelige ord, og min 2. klasse er helt vilde med det.
Det får styrket deres læsning af de mange småord på en sjov måde.



Via dette link:spilleplader kan du hente en kopi af de to spilleplader hver elev skal have.

Eleverne spiller parvis, og der er stillet en bog eller en mappe på mellem eleverne, så de ikke kan se hinandens plader.
På den spilleplade, som hedder "Dine egne skibe" skal eleven sætte ring om et skib på to ord, et skib på tre ord, et skib på fire ord og et skib på fem ord.
Skibene til hvert enkelt skib skal stå ved siden af hinanden enten vandret eller lodret.
Når begge spillere er klar med deres skibe starter spillet.
Den ene elev spørger: "ligger dit skib på (ord)"?.
Den anden skal nu tjekke sin spilleplade. Hvis den første elev har ramt en del af et skib skal den anden elev sige bang, hvis ikke siger man plask.
Eleven der har spurgt skal enten sætte en ring om ordet, hvis der blev sagt bank og et kryds hen over ordet hvis der blev sagt plask. Dette gør han/hun på den plade, hvor der står "Modstanderens skibe"
Og sådan skiftes man til at skyde efter hinandens skibe til den ene har ramt alle modstanderens skibe.

Et spil tager 30 - 45 min i 2. klasse

Flip flappere i dansk

Flip Flappere i dansk


Min 2. klasse har lavet flip flappere, som de bruger til at arbejde med stavning på en lidt sjovere måde.
De folder selv flipflapperen af et A4 papir. Som en ekstra hjælp har jeg fundet en video på Youtube, som viser hvordan man folder en flip flapper.
Når den er foldet skal de 4 felter uden på farves i farver de kan stave til (eks. rød, blå, grøn og gul) og der skal skrives tallene fra 1-8 på de midterste felter.
På de inderste felter skriver de ord, som vi henter fra tekster de læser, staveord jeg vælger eller nogle af de 120 almindelige ord. Der er mange muligheder for at differentiere til den enkelte klasse og elev.

Aktiviteten kunne sagtens bruges på højere klassetrin og i andre sprogfag.

Nu kan de bruges i undervisningen til at udfordre hinanden på skift. Man kan lave en Mix-Par- Svar eller de kan sidde i par eller grupper og udfordre hinanden på skift.

Se her hvordan du folder en flip flapper: